Lægårdvej 5, 7500 Holstebro

BOLIG- OG LIBERALT ERHVERV / UDLEJNINGS- /PROJEKTEJENDOM

Denne flotte og solide ejendom er beliggende i centrum ved sygehuset og Nørreportcentret. Den har gennem mange år været anvendt til lægepraksis kombineret med bolig.

En spændende ejendom med 547 etagemeter fordelt på 4 plan, som byder på mange muligheder for indretning, opdeling i flere lejemål eller udstykning i ejerlejligheder. Der er 4 badeværelser (heraf 2 med badkar) og 4 toiletter samt 2 køkkener (1. sal og kælder) og 2 tekøkkener (stueetagen og 2. sal).

Den aktuelle indretning byder på 218 m² bolig på 1. - og 2. sal med 3 stuer, 5 værelser og 1 legeværelse samt et stort og veludstyret spisekøkken med ca. 15 år gl. inventar og ca. 5 år gl. hårde hvidevarer. Fra 1. sal er der udgang til en dejlig og ugeneret tagterrasse.

I stueplan forefindes 160 m² kontor/klinik med store rum.

Den høje underetage på 169 m² rummer mange muligheder og indeholder bl.a. 3 indgange, 2 store rum, ca. 6 år gl. køkken og badeværelse.

Bygningen er opført i 1909 og fremstår generelt velholdt. Den er om-/tilbygget i 1967. Ydermurene er pudsede og tagdækningen er eternit. Vinduerne er overvejende trævinduer med 1 lag glas og forsatsruder, men termoruder forekommer også.

Grunden på 809 m² har en dejlig, lukket have med 2 terrasser. Mod Lægårdvej er grunden flisebelagt og med 3-4 p-pladser. Der er 21 m² garage fra 1983 med elhejseport. Der er indkørsel til denne fra P-pladsen ved Wiums Anlæg.